Familien Padelletti er en af de ældste familier i byen Montalcino. Selv om familiens medlemmer i løbet af generationerne har haft de mest forskelligartede erhverv, som f.eks. læger, jurister, dommere, universitetsprofessorer, og har levet den største del af året udenfor byen Montalcino, var der stedse et familiemedlem i Montalcino, der tog sig af familien Padelletti’s jordbesiddelser. (leif)

I det 13. århundrede, under de krigerske uoverensstemmelser imellem Paven og Schwaberne, stod familien Padelletti på Stauffer-familiens side. Som følge af dette måtte de flygte til Tyskland og her begive sig ind under beskyttelse af den tyske hersker. I 1529 vendte Giovanni Padelletti tilbage til Montalcino for at deltage i forsvaret af byen Montalcino imod henholdsvis Mediciernes stridskræfter og den spanske hersker.
Da Giovanni Padelletti var arkitekt og dermed havde forstand på at bygge mure og tårne m.m. , blev en del af bymuren samt to byporte overgivet til hans forsvar, og disse er stadig den dag i dag i hans efterfølgers besiddelse. Med Mediciernes og spaniernes sejr i 1559 over franskmændene, der var i forbund med Montalcino, måtte byen Montalcino på grund af fredsaftalen fra Chateau Cambresi overgive sig, og dette medførte, at familien Padelletti’s ejendom blev beslaglagt. Men allerede i 1572 optræder familien Padelletti igen som besidder af landbrugsjord, vinbjerge og olivenlunde og betaler tiende til hospitalet i Montalcino . Som tidligere nævnt forblev der altid et familiemedlem i Montalcino og forvaltede dér jordbesiddelserne og denne tog sig især af kulturen omkring vindyrkning.
Allerede dengang var Montalcino berømt for sine hvidvine, der blev kaldt Moscadelletto di Montalcino, samt for dens Vinsanto (messevin).

Rødvinen var en blanding af forskellige druesorter, som også kendes fra Chianti, som var plukkemodne på forskellige tidspunkter af året, for at mindske risikoen for senfrost og hagl. Den fortrukne druesort var ”Sangiovese”, som i århundredernes løb har tilpasset sig klimaet og jordbunden, og som blev til et ”begreb”. Fra denne stammer druen ”Brunello”. Vinen, der stammer fra denne eksklusive drue, har ganske særlige karakteristiske egenskaber. For at opnå et maksimum i Bouquet og smag skal Brunello lagres i flere år. Kun derved opnås den markante rødbrune farve, der har givet den navnet ”Brunello”. Denne vin blev kun fremstillet i meget små mængder, ligesom Vinsanto-vinen (Messe-vinen ; præsten ville kun have den allerbedste vin). Dette var indtil for kort tid siden gældende for Brunello produktionen. Af forskellige årsager blev vinen oplagret i vinfade af kastanietræ, som gav vinen en særlig kraftig smag af Tannin, hvorfor den senere blev fyldt på særligt importerede vinfade af egetræ. Det almindelige var at anvende små vinfade med 100-200 liters indhold.

Indtil Italiens forening var transport meget besværlig, og markedet for Brunello var dermed meget begrænset. Da jernbanen opstod og herefter afløste befordringerne, der indtil da havde foregået med hesteforspand, blev handels-mulighederne forbedret for vinbønderne. Nogle af de bedste vinmarker for foden af Montalcino-bjerget, der er særdeles velegnet til denne ædle og særligt karakteristiske vin var familien Padelletti’s marker ”Paradisi” og ”Rigacini”, familien Anghirelli’s mark ”Cigaleto”, samt familien Biondi’s mark ”Chiusa”. På grund af transportmulighedernes forbedring forøgede disse familier ganske vist nu deres produktion af Brunello, men kvantiteten forblev altid stærkt begrænset. Kvaliteten forblev altid den vigtigste.
To generationer af familien Padelletti blev tidligt revet bort. Pierfrancesco Padelletti – en af troppekommandanterne hos storhertugen af Lorena; Guido Padelletti – professor ved universitetet i Rom, blev under Garibaldi´s befrielseskamp i 1866 såret; Dino Padelletti – professor ved universitetet i Napoli, døde af pesten.

Tilbage blev kun Domenico Padelletti – professor ved universiteterne i Siena og Pisa, der trak sig tilbage til Montalcino for dér at forvalte besiddelserne for sin mindreårige nevø Carlo Augusto Padelletti. Det lykkedes Domenico Padelletti at forbedre kvaliteten yderligere; han plantede nye vinstokke ud, og han opnåede den ære at vinde mange medaljer for sine ædle vine og sin olivenolie på mange udstillinger.

Carlo Augusto Padelletti var først diplomat, derefter dommer, advokat og til sidst læge, og han overtog som enearving driften af alle familiens besiddelser. Han grundlagde i år 1900 Italiens første elektricitetsværk (for blandt andet at hjælpe byens arbejdere med at få arbejde) og forsynede byen Montalcino med elektrisk belysning – før byen Rom fik elektrisk belysning !
Ligeledes indrettede han i byen Italiens første Kino – igen før byen Rom fik dette ! Det bør også nævnes at han idet han var Waldeser byggede en protestantisk kirke i Montalcino – som eksisterer den dag i dag – og dette gav ham forståeligt nok ikke nogen særlig sympati hos byens katolske overhoveder. Han indrettede også et savværk, en korn- og oliven-mølle og mange andre industriforetagender, hvor de hjemlige produkter blev benyttet. Et trykkeri med elektrisk drevne maskiner hørte også til hans aktiviteter. Den af ham indledte elektrificering bragte mange nye impulser til Montalcino og førte til en efter de daværende forhold uhyre ekspansion. Den nuværende velstand i Montalcino kan tydeligvis føres tilbage til den udvikling der i sin tid blev indledt af Carlo Augusto Padelletti. Ved siden af tog han sig også intensivt af moderniseringen af sine vinkælderrum, omstillede sin olivenpresser til elektricitet og helligede sig intensivt kulturen omkring vindyrkning. I Geneve grundlagde han en handel med vinene fra Montalcino. Da alle disse aktiviteter efterhånden havde fået et sådant omfang, grundlagde han sammen med Tancredi Biondi og andre jordbesiddere et andelsforetagende under ledelse af Tancredi Biondi. På grund af sygdomsangreb i vinstokkene måtte dette andelsforetagende kort før 2. verdenskrig opgives.

Efter krigen overtog Carlo Augusto Padelletti’s søn Guido Filippo Padelletti ledelsen af besiddelserne og begyndte at plante nye vinstokke – udelukkende Brunello.
Efter faderens død og deling af jorderne imellem hans sønner, har Guido Padelletti fortsat med kultivering af ”Rigacini”-vinmarkerne, og producerer dér en begrænset mængde Brunello af højeste kvalitet. Ud over dette solgte han også sine druer til andre Brunello-producenter, idet han på grund af sine andre erhvervsaktiviteter i længere tid af året var i udlandet. På grund af sin alder har Guido Padelletti indskrænket sine arbejdsmæssige aktiviteter for igen i vid udstrækning at hellige sig sin vinkælder, men stadigt med det mål, kun at fremstille en begrænset mængde af den højeste kvalitet af Brunello. 
Kun de bedste og særligt udvalgte druer beholder han til sin egen Brunello-produktion. Den resterende del, nemlig 9/10, sælger han videre.

Guido Padelletti’s vinkældre befinder sig i Via Padelletti under den bolig, som er en del af den gamle Montalcino bymur, og som familien har beboet i mange århundreder. I dag producerer Guido Padelletti om året ca. 5000 flasker, alt efter årgang. En stor del deraf er tappet på flasker og derefter lagret.
En ædel og traditionsrig Brunello, som ikke har taget del i de seneste års ekspansionspolitik med alle dens følger for kvaliteten, venter på opdagelse fra ægte kendere, som også i dag forstår at værdsætte en sådan raritet.